søndag den 6. maj 2012

Det Gule Rev, St. Bededag

Efter et par års pause blev det igen tur til at tage med på den årlige tur til Det Gule Rev St. Bededag. Denne gang var der kommet en plads i overskud, men Allan var heldigvis klar på at springe på med kort varsel. Jeg kommer ikke til Norge i år, så jeg så frem til at få lindret mine abstinenser en smule, mens Allan så muligheden for at lave lidt let træning for at holde formen vedlige inden turen går nordpå (ja ja, lidt misundelig er man da...)

Vejrudsigten havde været meget usikker, så vi måtte vente til ud på eftermiddagen med at få en melding fra Rederiet om de ville sejle dagen efter. Tilsidst fik vi dog GO og så var det afsted til Hanstholm. Vi mødtes med jyderne på Hanstholm camping hvor det blev til en øl og varme hveder inden vi gik til køjs. Grundet at vinden ville tage kraftigt til over middag skulle vi sejle en time tidligere end normalt, så kl. 4.30 stod vi klar på havnen og præcis kl. 5 stævnede Yellow Reef ud.

Vi havde som sædvanligt booket hele båden for at kunne have indflydelse på hvordan fiskeriet skulle bedrives. Vi kører ikke hele vejen derover for at ligge og fange småtorsk til filet. Det er tysken svært glad for, men hvis det bare er det det handler om, så er Storebælt eller Øresund mindst lige så godt :-) Da vi har booket hele båden har vi på tidligere ture kunne nå ud og fiske vrag og stenknolde der ikke blive banket så tit på dagturene, da vi har kunne melde klart ud at bådens succeskriteriet i dag ikke var antal kg. torskefilet men om der kunne komme lidt større fisk og flere arter på dæk. Det har betydet at vi i de foregående år har haft målere på næsten alle ture og ofte også 1-2 håndfulde mindre langer op til 5-7 kg. Det er desuden blev til et par havkatte og flere fine lubber med flere fisk omkring 5kg og enkelte større sej omkring de 10kg.

I dag var vi dog noget hæmmede af vejrudsigten, så vi kunne ikke gå så langt ud som vi havde håbet. Det blev derfor kun til drivfiskeri på stenknoldene. Fra morgenstunden var det næsten vindstille og da de første pladser kun lå på 25-28 m vand tog det ikke mange min. før at vi to havde fundet kastestængerne og 150 g Jensen Pirken frem. Det var noget torsken kunne li' og mange fisk kom på dæk i løbet af de første par timer, dog ingen over 4 kg. Senere på dagen da vinden tog til var det alm. pirkefiskeri med 3-400g pirke der var mest effektivt, og over middag fik jeg et tungt hug. Efter at have været igennem 20-30 småtorsk var jeg ikke i tvivl om at det var en bedre fisk der havde kastet sig over pirken, og efter en ret imponerende fight kunne jeg lande en flot torsk på 11,5kg. Det blev dog desværre turens eneste måler. Et stop på en stenknold gav 3 lubber og nogle sej, men skipper gik af uransaglige årsager ikke tilbage over punktet trods opfordringer om at gøre det.

Det blæste rimelig heftigt da vi gik hjemover, og vi fik at se at Yellow Reef også kan surfe ned af bølgerne, bare de er store nok :-)

Tak til hele slænget for hyggeligt selvskab og mange tak til Ole Skovgård for, som sædvanligt, at stå som arrangør af turen og hans fætter Jakob for at være hovmester. Næste år er vi tilbage igen på Bonito som vi har sejlet med siden Hans Hagerup var skipper. Vi håber på godt vejr næste år så vi kan komme ud og se til de knapt så besøgte pladser.

/Mads

Ingen kommentarer:

Send en kommentar