mandag den 16. november 2009

Premiere tur i nye Njord

I går var den nye Njord på jagt efter de blanke på Bugten for første gang. Kim og Allan skulle afsted, men i den nye Njord er der heldigvis fin plads til at man kan fiske 3 mand, så jeg kom også med. Planen var at sejle fra Præstø til Køge for at få sejlet nogle mil i båden og lære den bedre at kende, men den plan blev forpurret af meget lav vandstand i Præstø Fjord. Njord kunne simpelthen ikke komme ud af havnen! Op på traileren igen og afsted til Køge. Vandet var let grumset, så det var de mere kradse farver der virkede godt. I løbet af formiddagen kom min far og hans makker også på vandet i hans 15 fods Nordan jolle (lidt hård dag på vandet for dem, men der skulle jo fiskes!) Min far smed en blank fisk omkring de 3kg en meter fra nettet efter en times fiskeri, surt! Dagen startede lidt sløvt for vores vedkommende, men over middag fandt vi fiskene og endte med at have 12 ørred en tur i båden. Næsten alle var omkring målet, så ud over en enkelt der mere eller mindre havde slugt Apexen gik resten retur. Vi sluttede dog dagen af med en fin letfarvet fisk på 54cm. Alt i alt et godkendt resultat på premiereturen.

Mads

Ingen kommentarer:

Send en kommentar